Vestermølle Møllelaug

Vestermøllebroen

Frem til 1954 sejlede skibsreder Molbech fra Dagmarbroen i Skanderborg til Vestermølle med M/S Ternen - nogle gange med en tømmerflåde på slæb, så flere kunne komme med. Sejladsen sluttede samtidig med, sommerrestauranten på Vestermølle lukkede.

Lørdag 30. april 2011 anløb det gode skib M/S Dagmar for første gang Vestermølle, hvor der i ugerne forinden var anlagt en mere end 50 meter lang flydebro, en svensk konstruktion, som kan modstå is, fordi den ikke står på pæle men med endog meget kraftige kæder er fæstnet til en række 1.400 kg. betonankre spulet ned i søbunden.

Dagmar-skipperfamilien Bøgh fortæller, at Vestermøllebroen har givet turistfarten et gevaldigt og kærkomment løft. I turistsæsonen anløber Dagmar flere dage dagligt Vestermølle for både at sætte passagerer af og tage andre på. Rundturen i søen kan afbrydes på Vestermølle.

Det er også muligt at leje Dagmar til selskaber med afgang fra og hjemkomst til Vestermølle. Fartplan og flere oplysninger på www.dagmar.mono.net, kontakt fjordline.mail.tele.dk og 98 52 20 77.

En tidlig forårsmorgen blev det 20 meter lange og 20 tons tunge brotværelement - eller Dagmar-anløbsplatformen - søsat fra Kvicklys P-plads direkte fra en blokvogn med læs fra Sverige.

Skanderborg Junior Sejlklub sørgede for at få flydeelementet fragtet væk.

Dagmar-anløbsplatformen er bugseret til Vestermølle. Bro-betonflydeelementerne er lagt ud i søen og fæstnet til betonankrene i søbunden. Kun selv brobelægningen af træ og brogelænderet mangler.

Blæsere fra Skanderborg Jagtforening er klar til byde Dagmar velkommen. De står på et særligt broafsnit, lavet til lystfiskere i kørestol. Vestermøllebroen er handicapvenlig.

Og så sker det. Efter 57 år er der igen sommersejlads mellem Skanderborg by og Vestermølle.

Inden landgang skulle den røde snor klippes. Det klarede formanden for Friluftsraadet i Søhøjlandet, Willi Dupont. Friluftsraadet har sammen med Lokale- og Anlægsfonden samt foreningen Dagmars Venner ydet sponsorater til Vestermøllebroen.

Formanden for Foreningen Vestermølle, Poul Kirk Andersen (med ryggen til fotografen), bød velkommen til de søfarende.

Medlemmer af Møllelauget bød alle ankomne fra søsiden på et velkomstglas.

Broen var færdig og kunne betrædes.

Skanderborg Folkedanserforening holdt efter Dagmars ankomst generalprøve på et stort børnestævne senere samme dag på Niels Ebbesen Skolen. Dansere fra store dele af Jylland, Fyn og Samsø var sammen med deres forældre stævnet til Vestermølle.