Vestermølle Møllelaug


Det hele klappede,
men ikke alt klippede



Foto: Simon Carlson, Lokalavisen Skanderborg.

se video af indvielsen

Det samlede Kultur-, Aktivitets- og Formidlingcenter Vestermølle ved Skanderborg Sø blev indviet med maner - og humør - søndag 2. september 2012. Prins Henrik sørgede for begge dele, da han klippede snoren til Laden fra 1841, den sidst istandsatte bygning i det samlede projekt, som har kostet 35 millioner kroner og titusinder af frivillige arbejdstimer. Snoren var håndledtyk og bundet af strå og aks af de fire gamle, danske kornarter havre, byg, rug og hvede. Saksen var en 16 punds brødmaskine - med skærpet kniv, der så nemt som ingenting kunne skære dagens særlige snor. Men Prinsgemalen gav den hele armen - eller rettere: alt i begge arme. Der blev taget ved og drejet til med så stor kongelig kraft, at den gamle brødmaskine røg af bordet, den stod på - til stor moro for både Prins Henrik selv og de mange fremmødte. "Saksen" kom hurtigt på plads igen, og med et mere behersket drej på håndsvinget faldt snoren med det reneste klip - helt som planlagt - fra hinanden.

Dagens foto

Og det var ganske vist og eventyrligt, for pressen var til stede - i rette placering og med lyset i ryggen, så alt blev foreviget og kom i både den elektroniske og trykte presse. Det var helt åbenlyst, at både reportere og journalister nød, at ikke alt gik efter Hoffets, PETs, Skanderborg Kommunes og Vestermølle-arrangørernes minutiøst udarbejdede drejebog. Her var dagens foto! Finansloven og ledigheden blev glemt for en stund, og sådan skulle det være. Og nej, det var ikke noget, som værterne havde arrangeret. Til gengæld er de slet ikke kede af det.

Besøgte Møllemuseet og fik mel med hjem



Da Prins Henrik med motorcykelbetjente både foran og bagved den kongelige bil fulgt af viceborgmester Tage Nielsen samt kommunaldirektør Lisbeth Binderup i en politivogn kom til Vestermølle, var en byge netop drevet over og paraplyerne slået sammen. Efter ankomst og velkomst så Prinsgemalen indenfor i Møllemuseet, hvor den mere end 100 år gamle stenkværn ved CO2-fri energi forvandlede dansk kvalitets-brødhvede til det dejligste fuldkornsmel. Prinsen, der er protektor for Dansk Møllerforening, fik naturligvis et par kg. friskmalet Vestermøllemel med sig hjem. Herefter gik turen hen forbi Restaurant Vestermølle, hvor musiske medlemmer af Skanderborg Jagtforening blæste Begrüssung, mens dagens gæst så Chr VIs vildtbanesten fra 1743, foræret til Vestermølle for få år siden af Frode Randløv, i dag 91 og naturligvis selv til stede. Videre ned langs Nordlængen havde de foreninger, der har lokaler og værksteder på den mere end 500 år gamle, nu istandsatte møllegård, lavet informative stande. Den kongelige gæst var utrolig afslappet og tog sig god tid til at hilse på alle steder - bl.a. på en brasiliansk pige, der er Rotary-udvekslingsstudent i Danmark.

To sandarter fragtet til Dannebrog



Lystfiskerforeningen havde friske fisk på is, bl.a. to sandarter på 4,5 og 4,7 kg. De var halet op af søen kort forinden. 70 fiskere i 35 både havde deltaget i en konkurrence. Vinderne var franske Emanuel Landre, bosat i Odense, og Bruno Sørensen Skanderborg. De to pragteksemplaer blev sammen med en gedde efter Prinsgemalens ønske også fragtet til Dannebrog, "for sandart fra Skanderborg Sø er en meget fin spise - og en gedde giver gode fiskefrikadeller, hvis man bruger Vestermøllemel og godt med fløde også."

15 kongelige håndtryk



Inden det humørfyldte snoreklip hilste Prins Henrik på 15 repræsentanter for de mange fonde, firmaer og foreninger, som har doneret 25 millioner af de investerede kroner, samt repræsentanter for Skanderborg Kommune og arkitekterne bag Vestermølle-projektet.

"Vestermølle er fuld af overraskelser

Prinsgemalen var meget imponeret af det resultat, arkitekter og håndværkerne har fået ud af den gamle lade, der nu er et multifunktionelt rum på 300 kvm og velegnet som ramme om møder, seminarer, udstillinger, koncerter og fester. Der var god tid til her over en kop Klosterøl og et stykke Vestermøllebrød med slagter Byskovs guldmedaljepræmierede pølse at tale med arkitekter og repræsentanter for fondene. Undervejs nåede Prins Henrik efter i andet forsøg at have klippet snoren til TV Østjylland at sige: "Vestermølle er fuld af overraskelser."

Regentparret hilste på brudepar



Og så kom Dronningen i Krone I, som gjorde holdt ved Sejlklubbens Bro. Herfra vandrede statsoverhovedet ledsaget af borgmester Jørgen Gaarde mellem Laden og søen til Riddersalen. Folk stod tæt på begge sider af den ret lange rute. Undervejs stødte Prins Henrik og hans værter til. Da følte Prinsgemalen sig så meget hjemme, at han udbrød: "Velkommen Deres Majestæt!" Der blev gjort holdt ved Riddersalen for at hilse på et brudepar, Susanne og Mads de Vries Laursen, som her fejrede hinanden og en nyfødt. Prins Henrik tog sig igen tid til en samtale - og overrakte brudgommen en kuglepen med regentparrets monogram.

Pennegaver



Viceborgmester Tage Nielsen var hurtigt med på ideen om pennegaver - og overrakte Prins Henrik sin pen med Skanderborg Kommunes logo. Der blev klappet og vinket, mens regentparret til klapsalver og flere toner fra jægernes horn fortsatte til søbredden og ud på Vestermøllebroen for med det gode skib MS Dagmar at stå til søs - fulgt af en flåde af både sejl- og motorbåde. 40 minutters varede det kongelige besøg. Alt klappede, selvom en enkelt ting ikke klippede, i hvert fald ikke med det samme.