En af Danmarks ældste vildtbanesten
Foran Restaurant Vestermølle står en vildtbanesten, som fortæller en speciel historie om Danmark og Østjylland. Den blev fundet af maskinfabrikant Johannes Randløv i en stendynge mellem Ejer og Elling i 1930'erne. Han fik sognerådets tilladelse til at tage den og fik den hentet sammen med sin unge søn Frode. Det reddede den fra at blive slået til skærver og brugt som vejfyld.
Indtil sommeren 2009 stod den skjult for offentligheden i en have på Vroldvej. Frode Randløv, 90 år i 2011, sagde til Møllelauget, at han gerne så stenen flyttet til Vestermølle, når han engang ikke var mere.
Sammen med takken fik han det forslag at give den til Møllelauget med det samme - og selv være med til at afsløre den på blivestedet - sammen med sin søn og sønnesøn. Og sådan blev det. En gruppe fra Skanderborg Jagtforening blæste ham et stykke som tak - og det var der god symbolik i.
Dødsstraf for krybskytteri
Siden 1200-tallet har danske konger reserveret de bedste jagtdistrikter i Danmark for sig selv - og markeret dem med vildtbanepæle af eg. Men selv egetræ går til. Fra 1742 blev vildtbanerne afmærket af sten med inskriptioner.
På Vestermøllestenen ses øverst en kongekrone og nedenunder et C med et 6-tal indeni. Stenen er altså rejst af Christian VI - og som det ses nederst på stenen i 1743. Det er således en af Danmarks ældste vildtbanesten.
S'et står for Skanderborg og det lidt særegne D for distrikt. Skanderborg Vildtbanedistrikt gik fra Viborg til Horsens og var Danmarks største og mest vildtrige.
Gik almindelige borgere på jagt på kongens vildtbane, var straffen klar: Af med hovedet! Dog turde kongen ikke henrette adelsmænd, så forbrød de sig, fik de en mildere straf - og kunne oven i købet vælge mellem alternativer: Enten i fængsel på livstid - eller at få øjnene stukket ud, så kongen var sikker på, de ikke oftere gik på jagt.
Trebenede hunde langs vildtbanerne
Holdt almindelige mennesker, der boede op til en vildtbane, hund, var det et kongeligt krav, at den fik det ene forben hugget af, så den heller ikke kunne jage.
Der var mere konsekvens dengang end i dagens Danmark.
I maj 2010 kort før åbningen af Møllehuset kom familien Randløv med en fornem gave, en vildtbanesten fra 1743. Først blæste medlemmer af Skanderborg Jagtforening på horn, og så kunne Frode Randløv, hans søn Sven-Åge og dennes søn trække tæppet til side og sige "Værsågod, pas godt på den!" Tyveknægte kan da også spare sig. Chr 6's gamle sten er med jern og bolte fæstnet til en nedstøbt betonklods på tusinde kg. |
Foran Restaurant Vestermølle står en vildtbanesten, som fortæller en speciel historie om Danmark og Østjylland. Den blev fundet af maskinfabrikant Johannes Randløv i en stendynge mellem Ejer og Elling i 1930'erne. Han fik sognerådets tilladelse til at tage den og fik den hentet sammen med sin unge søn Frode. Det reddede den fra at blive slået til skærver og brugt som vejfyld.
Indtil sommeren 2009 stod den skjult for offentligheden i en have på Vroldvej. Frode Randløv, 90 år i 2011, sagde til Møllelauget, at han gerne så stenen flyttet til Vestermølle, når han engang ikke var mere.
Sammen med takken fik han det forslag at give den til Møllelauget med det samme - og selv være med til at afsløre den på blivestedet - sammen med sin søn og sønnesøn. Og sådan blev det. En gruppe fra Skanderborg Jagtforening blæste ham et stykke som tak - og det var der god symbolik i.
Dødsstraf for krybskytteri
Siden 1200-tallet har danske konger reserveret de bedste jagtdistrikter i Danmark for sig selv - og markeret dem med vildtbanepæle af eg. Men selv egetræ går til. Fra 1742 blev vildtbanerne afmærket af sten med inskriptioner.
På Vestermøllestenen ses øverst en kongekrone og nedenunder et C med et 6-tal indeni. Stenen er altså rejst af Christian VI - og som det ses nederst på stenen i 1743. Det er således en af Danmarks ældste vildtbanesten.
S'et står for Skanderborg og det lidt særegne D for distrikt. Skanderborg Vildtbanedistrikt gik fra Viborg til Horsens og var Danmarks største og mest vildtrige.
Gik almindelige borgere på jagt på kongens vildtbane, var straffen klar: Af med hovedet! Dog turde kongen ikke henrette adelsmænd, så forbrød de sig, fik de en mildere straf - og kunne oven i købet vælge mellem alternativer: Enten i fængsel på livstid - eller at få øjnene stukket ud, så kongen var sikker på, de ikke oftere gik på jagt.
Trebenede hunde langs vildtbanerne
Holdt almindelige mennesker, der boede op til en vildtbane, hund, var det et kongeligt krav, at den fik det ene forben hugget af, så den heller ikke kunne jage.
Der var mere konsekvens dengang end i dagens Danmark.